| |
|
|
Således er det,
at være døende, men knapt være istand til,
at skimte de blåsorte skyer
der bugter sig som en hvælving om den døende sols
bleghvide kurve på himlen,
suk,
skæbnen er bestemt af bevægelsen,
den lader sig bevæge af
Kender det ikke mere,
det er en fremmed jeg afviser længe før
jeg lærer af det.
Jeg søgte hvad ingen længere havde håbet om
at kunne nå.
Et enkelt, forvildet blik
der fulgte et sandkorn i flugten -
Solen blev flammeblå da jeg rakte ud.
Der var blot de knuste bjerge tilbage,
og jeg var alene.
Jeg kravler rundt imellem blade af støv,
og bjerge der blev brudt ned til sand,
Dette er mit mareridt.
Jeg siger dig:
Enhver ørken i mit indre
har været mægtige bjerge engang.
Der har blæst storme og orkaner over
det hinsides i mit land,
kongeriger er blevet begravet i dem.
Jeg siger dig:
De vil aldrig blive fundet igen
Solen har kastet en skygge på himlen,
purpur, med striber af sort
den bugter sig mellem skyerne,
denne illusoriske afglans af det skabte
der får mig til at vakle,
f
a
l
d
e
uden at ramme det bundløse
der kunne blive min genopstandelse
|