Jeg, og ingen andre er min elskedes tjenerinde.
den tiltagende måne der blotter sin uskyld
for at åbenbare sit begær
og blive fyldt ud.
Drik, min elskede, af en af disse fire floder
hvorfra døden strømmer, som syndflodens vande
over zions bjerge, og under deres skygge
vil himlene åbnes,
og din tørst skal slukkes af kilden
der har sit udspring i mit legeme
Jeg er en rose der blomstrer og olien
er dyrebar.
Det var ikke dit smil, men ilden i de mørke øjne
der besatte mit legeme, og lod landskabet
brænde ud, og tilbage stod blot ruinerne af dét
der var skabt før dette vanvittige øjeblik.
blot dette afsindige, afskyelige, fortærende blik
der afklædte min tankes uskyldige begær:
Åh, elskede,
du skal erobre og besejre døden
endnu før den kommer
over os: Lad mig være dit Taj Mahal..
Du skal krænger dine læber om
mine hofters søjler
der strækker sig ud mod den rødgule horisont
for at svøbe sit inderste
i et favntag som Arjumands
og de vil blive til dugvåde blade
der spændes, og foldes ud som en sommerfugl
der bryder ud af skjulet som en ussel larve
ved dit bliks dristighed.
Jeg falder på knæ ved billedet du har lagt
i drømmen om os, en bevinget flamme
omgivet af en hvælving hvori stjernerne
blotter deres svulmende uendelighed.
Mit diadem berører din navle,
som mine læber sitrer af forventning.
Jeg holder sceptret i min hånd,
og tilbeder det med et lavmælt suk,
Jeg vil fortære og opsluge dig
Amun Ra.
Du bringer lyset, og jeg er mørket der omkranser det
blot for at give det så meget desto mere glans
imens det ér, og den dag det blunder ud
som aftenen før natten
vil jeg lede dig gennem dødsriget,
og strø nelliker
på vejen til dem der dømmer det levende
men de kan ikke dømme os
for vi er uden vægt.
Krokodillen må forblive sulten
den næres ikke af kærlighed.
|