I mørket vækkes vi fra vores døs,
da himlen flænses op af lynets glød -
et tordenbrag der høres fjernt og dør.
Jeg lader blikket hvile på min tøs
og husker hendes høje skrig der lød:
som vindens hvislen over mørke søer.
Så sjældent mærkes disse søde kys,
og regnen slukker ikke vores nød
da søde kærtegn bringer dét humør
En vinternat der brød de storme løs,
som ved et åndedrag fra livets skød -
og vi blev skabt i sneens hvide slør.
|